En strukturreform med god IT-governance
Anbefalinger for strukturreformens beslutningstagere
Strukturreformen har fået tildelt flere imponerende overskrifter. Overskrifterne går fra ”Danmarks historiens største fusion” til ”Danmarks historiens største IT-projekt”. På mange måder forklarer de to overskrifter, hvorfor Rådet for Organisation og IT anbefalerstrukturreformens beslutningstagere at sætte fokus på IT-governance.
Strukturreformen har sat scenen for en meget omfattende forandring i den offentlige sektor. Det er i realiteten en forandringsproces, som vil løbe over mange år, og den overordnede køreplan betyder samtidigt, at en række organisationsforandringer skal være på plads 1/1 2007. En meget væsentlig del af disse forandringer omfatter tilpasning og ændring af alle de forretningskritiske IT-systemer.
”Forandring er ikke noget man bliver udsat for, det er noget man skaber – sammen !”
Forandringerne vil grundlæggende handle om organisatoriske forandringer – konsolidering af opgaverne i nye, større enheder med arbejdsgange/processer der har som formål at forny og forbedre den kommunale sektor, i internt såvel som i eksternt perspektiv. IT-programmet er i denne sammenhæng en nødvendig støtte til det gennemgående forandringsprogram.
De nye politiske ledelser blev valgt ved kommunalvalget den 15. november 2005. Det betyder, at en ny og entydig ledelse i mange kommuner i praksis først kom på plads i begyndelsen af 2006. Denne vældige forandringsproces med et meget stort antal IT projekter skal dermed realiseres på meget kort tid og i en organisation, der ikke altid kan forventes at have en indarbejdet og velafprøvet projektorganisation, endsige erfaring med IT program ledelse af denne historiske skala. I forhold til den aktuelle situation er vores vigtigste anbefaling:
”Vær pragmatisk! Hvis I ikke allerede har en gennemarbejdet projektmodel, erfaring med programledelse og en gennemarbejdet IT-strategi, så er det næppe realistisk, at alt dette kommer på plads samtidigt med, at I kører Danmarks historiens største IT-projekt”
Vore anbefalinger tager udgangspunkt i denne aktuelle situation. Vi har valgt at samle nogle enkle, handlingsorienterede og positive råd, der kan være en hjælp for topledelse, projektorganisation og medarbejdere når udfordringerne melder sig.
Det er vigtigt for os at understrege, at vores næsten dogmatiske pragmatisme skal forstås situationsbestemt. Vi mener stadig, at systematisk arbejde med projektmodeller og programledelse, serviceorienteret arkitektur, og en forretningsorienteret IT-strategi er nøgleaktiviteter for den offentlige sektor, når visionerne for den digitale forvaltning skal realiseres. Vores opfordring er derfor, at de langsigtede mål ikke glemmes i det kommende meget travle år – men at der indhøstes erfaringer og træffes beslutninger, der lægger grunden til en bedre IT-governance for de år efter 2007, hvor strukturreformen for alvor skal stå sin prøve.
Her kan anbefalingerne downloades som et samlet dokument: